Atriumhuset har et roligt samlende indre gårdrum til fællesskab og afslapning. Gårdrummet er i kontakt med entre, køkken/alrum og husets forældreafdeling og skærmer samtidig for indkig fra de omkringliggende huse og sikrer privathed. Der er lagt vægt på at skabe et hus, der både rummer mulighed for fælles samvær og mulighed for at trække sig tilbage til de mindre afdelinger til børn og voksne. Opholdsrummet har vinduespartier mod alle verdenshjørner, så man kan følge daglysets vandring.
Arkitekturen er enkel med det flade tag, vinduespartier i rå aluminium og med facader i lodret træbeklædning, der får lov til at patinere, så huset med tiden bliver helt gråt.
Gulvene i beton er støbt sammen med husets fundament og efterfølgende slebet og poleret, så det står fint sammen med husets underspillede farvevalg i linoleum og keramiske fliser.
Huset blev i forbindelse med Kolding Kommunes Arkitekturpris 2024 indstillet som borgernes favorit.