Isolés

Cykelbutik med store ambitioner

Til cykelsportsbrandet Isolés har vi designet et univers, der ikke kun skulle fungere som butik, men også som showroom, kontor, social hub og designstudio. Vi tog udgangspunkt i det visuelle udtryk, sans for høj kvalitet, dansk design og ikke mindst deres store kærlighed til cykellandet Italien, hvor tøjet også bliver produceret.

Lokalet i Vejle består af et forlokale, der rummer selve butikken. Farvepaletten er holdt i grå toner i samspil med egetræets varme, som er brugt til at indramme tøjet på nogen enkle vægfag. Isolés’ mørkeblå farve er brugt som kontrast, og der er tilsat emner i lyst marmor og chrom for at give et italiensk touch. Isolés’ flotte visuelle univers bliver brugt til store enkle lysposters.

Øverst og bagerst i lokalet, kun afgrænset af en åben trappe i eg, har man fin kontakt til lokalet, der rummer showroom, designstudio og kontor for brandet. Her er der lagt vægt på hygge, og derfor har vi valgt mørkere og varme toner på vægge og lofter. Et stort gardin kan bruges til at underinddele rummet, men er samtidig også med til at forbedre akustikken og skabe en mere uhøjtidelig stemning.

Isolés’ cykelgarage i baggården er ikke en helt almindelig cykelgarage, hvor der kun er fokus på finesserne. Det er en garage, hvor du kan invitere alle dine entusiastiske cykelvenner ind til god kaffe og dine bedste cykelhistorier. Vores fokus har været på at skabe et rum, som understøtter Isolés’ helt særlige DNA.

Sans for detaljer

”Isolés er skabt på baggrund af store ambitioner på cykelsportens vegne. Designudtrykket leder tankerne hen på cykellandet Italien med brugen af lyst marmor, chrom og varme farver.”

Heidi Reinholdt & Thomas Rud

Se flere projekter

Heidi Reinholdt & Thomas Rud